Solenergi er på alles læber og muligvis står solcelleindustrien overfor et snarligt gennembrud. Regeringsledere overalt i verden subsidierer industrien voldsomt og det har tiltrukket enorme summer af privat kapital fra venture kapital fonde og industrielle udviklingsfonde. Og der skal ikke herske tvivl om, at solenergi besidder nogle fantastiske fremtidsudsigter idet, denne vedvarende energiform kan inkorporeres i vores samfund på en helt anden måde end vindenergi. Dermed synes fremtiden endnu større for solenergi end vindenergi.

Ønsker man som privat investor at deltage i fremtidens virksomhedskamp om at blive den største inden for solenergi, så skal man begynde at investere nu.

Forståelse af værdikæden er nøglen til profit

Ligesom i vindindustrien består solcelleindustrien af nogle forskellige forsyningsled:

1. Underleverandører af mindre produktionsdele uden behov for stor teknologisk viden
2. Producenterne af vindmøller/solceller – kræver meget teknologisk viden og store produktionsanlæg
3. Energiselskaberne der leverer elektricitet til slutbrugerne

Typisk genererer energiselskaber ikke de store afkast, da dette marked bærer præg af ensartede produkter og dermed er priserne meget ensartet. Dermed bør den private investor holde sig fra energiselskaberne og selskaber der bygger solcelle projekter for at sælge dem videre til energiselskaber (fordyrende led i forsyningskæden). 

I stedet bør man forstå, at de mange statspenge og pres på energiselskaberne presser efterspørgslen unaturligt højt i vejret, således at der opstår et stort kapacitetspres i produktionsleddet. Dette skaber profitmuligheder, hvilket Svendborg Brakes (leverandør af bremser til vindmølleproducenterne) og Vestas Wind Systems (producent af vindmøller). Senest er Svendborg Brakes også blevet solgt for 3,4 mia. kr., så der er mange penge lige nu i vedvarende energi.

Ligesom der længe har været kapacitetspres i vindmølleindustriens to første led, så eksisterer der en lignende situation i solcelleindustrien. I længden vil den første led dog blive præget af enorm konkurrence, da produktionsleddet ikke kræver stor specialviden. Derimod skal man investere i led nr. 2, hvilket betyder, at den private investor skal finde solcelleindustriens svar på Vestas Wind Systems. Og her bør den private investor ikke søge længere end til Norge.

I Norge ligger selskabet Renewable Energy Corporation, der nok tegner sig til at blive solcelleindustriens svar på Vestas Wind Systems. Selskabet producerer solceller og wafere til developere af solcelleanlæg. Deres største konkurrent er First Solar, Inc. i USA. Selskaber er ca. lige store på nuværende tidspunkt. Ønsker man at læse lidt mere om branchen kan man benytte lejligheden til at læse Thorleif Jacksons brancheanalyse om solcelleindustrien.

Her der lidt finansinformation på REC:

Omsætning: 8,2 mia. NOK

EBIT: 2,5 mia. NOK

Resultat: 3,1 mia. NOK

PE: 11

P/B: 2,1

ROE: 21,7%

Byen oser af travle forretningsfolk og forbrugere. Rødglødende kreditkort. Umiddelbart ingen krise i City of London, der også i lokalbefolkningens munde går under navnet Zone 1. Løftes hovedet dog op fra gadeplanen, så ses mange skilte i vinduerne med ordene: “Office to Let”. Efter noget tid understreges  det, at den økonomiske krise har alvorligt fat i London. Byen rummer tusinder af ledige kontorlokaler og morgenaviserne skriver om højere arbejdsløshed og nedgang i økonomien. I “the Tube” (Londons metronetværk, red.) skratter det ud af højtalerne: “Mind the gap” – husk mellemrummet. Det vil sige, husk mellemrummet mellem toget og perronen.

Måske “Mind the gap” skulle fortælles til den moderne bankmand? Der synes nemlig at være opstået et mellemrum eller en forskel i banksystemet, der skaber unødig likviditetsrisiko.

(Billede af Canary Wharf, Londons nye finansdistrekt, også kaldet Thatchers Mindeobelisk)

Konservative bankmetoder vinder frem

På min rejse til London havde jeg fornøjelsen af at læse den seneste udgave af bladet Fortune på mit hotelværelse. Bladet indeholdt en artikel “A banker of the old school”, der beskrev, hvordan den tidligere senator Peter Fritzgerald har startet sin egen bank, Chain Bridge, mit i verdens største finanskrise.

Det nye og unikke ved Chain Bridge er deres holdning til likviditetsrisiko, samt hvordan den opstår. Filosofien går ud på, at lån generelt er meget illikvide, hvilket betyder, at når økonomien går i recession, så er lån ofte meget svært at sælge for at skaffe likviditet. Samtidig oplever bankerne stigende låntagere, der ikke kan betale den månedlige ydelse. Omvendt er obligationer meget likvide afhængig om det er statsobligationer eller virksomhedsobligationer. Denne tankegang har ført til, at Chain Bridge ikke vil have en udlån-til-indlån forhold, der er større end 55%. Til sammenligning steg dette forhold i USA fra 51% i 1960 til 85% i 1980. Forholdet for hele den amerikanske banksektor nåede i 2007 op på 113%. Det vil sige, at bankerne i gennemsnit låner penge for at låne flere ud.

Denne stigning i forskellen mellem udlån og indlån har været en stor årsag til illikviditet i banksystemet og ville have kunnet være undgået med mere konservative udlånspolitikker. På grund af det høje udlån-til-indlån forhold er mange amerikanske banker nødsaget til at låne penge for at møde deres forpligtelser. Ikke en særlig holdbar situation og ej heller et stærkt fundament for en så vigtig sektor som finanssektoren.

Udlån-til-indhold i Danmark

De fleste sidder sikkert og tænker. Amerikanere er bare grådige og derfor har disse banker selvskabt disse problemer. I Danmark er vi da mere fornuftige eller hvad? Nedenstående ses en liste over udlån-til-indlån forholdet i Danmark:

• Jyske Bank (107,75%)
• Danske Bank (231,75%)
• Sydbank (118,96%)
• Nordea Bank (183,00%)
• Spar Nord Bank (118,50%)
• Ringkjøbing Landbobank (135,38%)
• Roskilde Bank – 1.kvartal 2008 (211,07%)
• Amagerbanken (170,03%)

Tager man det simple gennemsnit af de største banker i Danmark minus Roskilde Bank, så får et udlån-til-indlån forhold på 152,20%. Til sammenligning havde hele den amerikanske banksektor et forhold på 113%.

Af disse nøgletal får vi også hovedårsagen til det danske bankkollaps i slutningen af 2008. Grundet de store indlånsunderskud er danske banker afhængige af lån til at finansiere deres voksende låneportefølje. Sagt med andre ord, opsparingsgraden i Danmark står/stod ikke mål med efterspørgslen efter lån, hvorfor de danske banker måtte søge udenlandsk for at skaffe kapital. Dette gjorde den danske banksektor afhængig af kreditmarkederne i udlandet og da finanssektoren nedsmeltede i 2008 frøs kreditmarkederne til is, som Peter Straarup i Danske Bank udtalte det.

Det han rent faktisk mente var, at bankerne havde gjort sin overlevelse afhængig af kreditmarkedernes fleksibilitet og likviditet. Og da kreditmarkederne gik i stå blev alle danske banker drænet for likviditet. Havde staten ikke garanterede alle indlån, så ville vi have været vidne til en kædereaktion i det danske banksystem med mange konkursramte banker til følge. I det man kalder S&L (opsparings- og lånekrisen) krisen i 1980erne og 1990erne lukkede alene 1.300 banker i USA. Så konkurser er altså ikke et ukendt fænomen i bankverdenen. Men denne gang skulle det ikke ske igen, koste hvad det koste ville.

Say “mind the gap” to a banker

Vi har længe været vant til, at den lunefulde modeindustri konstant byder på nye trends – det samme sker faktisk på Internettet. Denne gang er nederlagene fra Dot.com tiden erstattet med en ny sprudlende era, nemlig Web 2.0 med Facebook.com som Internettets svar på Christiano Ronaldo. Men som i modeindustrien skifter det “moderigtige” også og senest har Twitter oplevet enorm vækst i kendskabsgrad og brugere.

Hvad er Twitter?

Twitter er som så meget andet et amerikansk fænomen. Det er et socialt netværk og mikro-blog, hvor bruger også kendt som tweets kan sende og læse små beskeder fra hinanden på 140 tegn.

Ok, det lyder som en moderne version af telegrafen. Men er det populært?

Ja i den grad. I april måned nåede Twitter op på 32 millioner unikke besøgende – og nej du læser ikke forkert. Twitter får ca. 10 millioner nye unikke brugere om måneden, så det forventes, at de når forbi det magiske tal 100 millioner inden udgangen af 2009. Et tal som Facebook.com forlængst har passeret. Twitter fik sit store gennembrud da skuespilleren Ashton Kutcher og CNN ” Breaking News” kæmpede om at nå 1 million tweets, der følger deres blog. Den kamp vandt Ashton Kutcher og siden gik Oprah Winfrey på TV og proklamerede, at hun nu ville på Twitter. Det tog hende kun 28 dage at nå 1 million tweets.

Er der mange penge i det?

Nej, i hvert fald ikke endnu. Omvendt har Twitter rejst ca. 55 mio. USD i venturekapital, hvilket svarer til ca. 295 mio. DKK. Så det har de stærke venturekapitalfondes bevågenhed. Derudover florerer der løbende rygter om, at Apple, Facebook og Google vil købe Twitter.

Derfor går vi på Twitter

I UPSIDO.com har vi længe været med på “IT-moden”, da vi benytter Ruby on Rails til at programmere vores applikation. Dette vil vores CTO, Christian Hølmer, fortælle mere om i den nærmeste fremtid.

Derfor føler vi os forpligtet til fortsat at bevæge os i grænselandet for pionere. Hvad mere er derfor naturligt end at UPSIDO.com får sin egen Twitterkanal?

Da beskederne er begrænset til 140 tegn er det begrænset information per besked. Men omvendt du få et mere opdateret indblik i, hvad det er vi laver som personer, end det er muligt på bloggen. Hvis du er på Twitter håber vi, at du vil følge vores Twitterkanal.

Er du på Twitter og hvad synes du om det?

I overensstemmelse med vores vision om løbende opdateringer og forbedringer har vi i dag  lagt forskellige opdateringer op. Af væsentlige nye opdateringer kan nævnes:

• Presselink på upsido.com
• Ny kategorisering af “konkurrenter” til selskaber
• Nye nøgletal til sektor overblikket

(Nyt overblik over konkurrenter)

Ovenstående ses de selskaber, der ligger i samme branche som Novo Nordisk. Overblikket giver kursudviklingen på de nærmeste peers målt på markedsværdi. Derudover får man hurtigt et overblik over UPSIDO Rating på selskaberne (dvs. deres fundamentale styrke). Dernæst kan man se alt fra forrentning af egenkapital til overskudsgraden.

Diskussion af peergruppe

Vi definerer “konkurrener/industry peers” som de tætteste selskaber målt på markedsværdi med den samme GICS-kode (Morgan Stanley internationalt anerkendte selskabsklassifikationskoder.

Men Lundbeck og Novo Nordisk konkurrerer ikke mod hinanden, så hvorfor skal jeg sammenligne disse to? Det er da en dårlig peer ville nogen måske indvende.

Vores argument er følgende. Vil du eller investerer du allerede i for eksempel Lundbeck, så kan det godt være, at den direkte konkurrent ikke er Novo Nordisk. Men som privat investor investerer du i medicinalsektoren og her skal du se på alle dine alternativer i samme sektor. Ønsker du eksponering i medicinalindustrien, så skal du finde den bedste aktie (til prisen naturligvis). Derfor skal Lundbeck sammenlignes med Astra Zeneca og Novo Nordisk. Den hurtige konklusion af UPSIDOs konkurrentoverblik er, at Lundbeck har den laveste overskudsgrad og laveste forrentning af egenkapitalen. Det kan derfor være værd at overveje sine Lundbeck aktier og måske finde endnu bedre medicinalaktie – f.eks. AstraZeneca.

De andre opdateringer som for eksempel sektor overblik kan I selv se her.

Flere danske medier er begyndt at skrive om VIX-indekset, der betyder Volatility Index og er optionsbørsens, Chicago Board Options Exchange, indeks for forventede volatilitet (det vil sige, hvor kraftigt udsvingene i kurserne forventes at blive). Senest har borsen.dk haft en artikel om VIX, hvor indekset beskrives som frygtens indeks.

Grunden til at det har fået navnet frygtens indeks skyldes, at indekset afspejler den forventede volatilitet i S&P 500 indekset (verdens mest handlede aktieindeks – indeholder de 500 største amerikanske selskaber på børsen i New York). VIX-indekset skal forstås i procenter. Så for eksempel så har VIX i gennemsnit handlet til 19,04 i perioden 1990 til oktober 2008 – uden at beskrive regnestykket, så svarer en VIX på 19,04 til et forventet udsving i S&P 500 på 5,5% (enten op eller ned) inden for 30 dage.

Er 19,04 meget?

 Nej, det er den gennemsnitlige værdi over de seneste 18 år. Til sammenligning nåede indekset op i alletiders højeste niveau på 89,53 fredag den 24. oktober 2008. Dette svarer til et forventet udsving i S&P 500 på 25,85% (enten op eller ned) inden for 30 dage.

Kilde: Yahoo Finance

Siden er indekset faldet igen til niveauet lige under 30. Dette indikerer stadig større forventede udsving i aktiemarkedet end normalt. Dermed er frygten stadig i markedet.

Men kan VIX anvendes til noget?

Vi er kommet i besiddelse af et arbejdspapir fra Københavns Universitet, der faktisk kommer med nogle indsigtsfulde analyser af VIX-indekset. Opgaven er meget teknisk og kompliceret, så vi vil i stedet præsentere læseren for de “lette” konklusioner:

• Volatilitet (kraftige udsving i kurserne lig med nervøsitet) har det med at “klumpe” sig sammen i meget korte perioder (f.eks. i perioden september 2008 – december 2008).
• Et kraftigt “chok” (se grafen) fra VIX på 20 til 89,53 den 24. oktober 2008 har vedvarende effekt på finansmarkederne.
• Aktiemarkederne vender kun langsomt tilbage til “rolige” værdier omkring 20-25.  
• VIX-indekset estimerer næsten de fremtidige udsving meget præcist – indekset har dog en tendens til at antyde større udsving end der rent faktisk kommer.
• Kursrne i S&P 500 bevæger sig ofte den modsatte vej af VIX-indekset, hvilket indikerer, at når VIX stiger meget kraftigt på kort tid bør man overveje at sælge sine aktier (for den avancerede private investor kan man dog undgå dette ved at købe optioner).

Er man interesseret i at læse det fulde arbejdspapir fra Jon Lieberkind, så kan man læse den her - Modelling and Forecasting Volatility in Financial Time Series. Det skal dog understreges, at det er meget teknisk.

Ønsker du i fremtiden at følge lidt med i VIX-indekset, så kan udviklingen i indekset ses her.

Hvilken aktier har egentlig været de bedste aktier de seneste 10 år?

Vi lavede en simpel aktiescreening med parameteren “aktiekurs ændring 10 år” for at finde ud af det. Resultatet var følgende top 5 i Norden:

1. DNO International (915,77%)
2. D/S Torm (788,00%)
3. Tandberg (783,49%)
4. Vestas Wind Systems (756,28%)
5. Frontline (603.70%)

Det ses, at det har været et godt årti for tankrederierne D/S Torm og Frontline. Havde vi medtaget inaktive selskaber, så ville Broström (netop købt af A.P. Møller – Mærsk i foråret 2009) være kommet op på 4. pladsen, hvilket ville have bevirket at 3 ud af de 6 bedste aktier de sidste 10 år ville have været tankrederier.

Kilde: Associated Press

Indsætter vi et yderligere parameter som “OMX Copenhagen”, så ville listen have set således ud:

1. D/S Torm (788,00%)
2. Vestas Wind Systems (756,28%)
3. Ringkjøbing Landbobank (515,58%)
4. DSV (508,71%)
5. Topdanmark (451,24%)

Overskriften leder tankerne på industriel produktion af papirmasse i vores naboland Sverige, men det ville mildest talt være en utopisk forestilling, hvis denne industri kunne få markedet til at stige.

I stedet for vil vi invitere læserne til en verden de næppe kender ret meget til – nemlig verdens enkeltstående største vareproduktion. Og nej det er ikke olie, coca-cola, beton eller lignende. Nej det er såment papirpenge. Ingen anden produktion i verden er så omfattende og har så stor betydning på økonomien. På trods af denne betydning interesserer den de færreste.

Grunden til at vi i dag vil skrive om papirpenge er en opfølgning på vores tidligere indlæg “Langsigtede investor bør have overvægt i aktier – eller bør de?” og en reaktion på Henrik Drusebjergs, seniorstrateg i Nordea Bank, seneste blogindlæg på borsen.dk “Aktieinvestor? Så spænd lige sikkerhedsselen…“.

Henrik Drusebjergs overordnede konklusion er, at vi nåede bunden på aktiemarkedet den 6. mart 2009. Måske har han ret. Der gives i realiteten ikke nogen forklaringer på dette synspunkt andet end, at aktiemarkedet de seneste ti uger har haft nogle af de største stigninger nogensinde i historien. Derudover er aktiemarkedet en ledende indikator på tingenes “sande tilstand”, da de indiskonterer de fremtidige forventninger, og disse er ikke længere præget af dommedagstanker.

Men hvorfor er aktiemarkedet steget så voldsomt?

Der er mange forklaringer men en af dem er produktion af papirpenge. Mens de fleste mennesker handler med hinanden for at få penge, så kan centralbanker producere mange milliarder af dollars for prisen på 100 kilo A4-ark og en spand maling. Og produktion af papirpenge er netop, hvad den amerikanske centralbank FED har gjort til en guldmedalje siden efteråret 2008. Inden vi drager nogle forhastede konklusioner, så lad os gå tilbage i historien.

I perioden 1974-75 øgede FED væksten i pengemængden fra -8 pct. til +8 pct. løbende 12 måneder på meget kort tid. Dette faldt sammen med en stigning i aktiemarkedet på ca. 40%. Perioden er den nære tid lige efter oliekrisen i 1973.

I perioden 1927 øgede FED væksten i pengemængden meget voldsomt og i en periode på et kvartal steg pengemængden løbende 12 måneder med 15 pct. S&P 500 steg fra begyndelsen af 1927 til toppen i slutningen af 1929 ca. 150%. I mellemtiden  inden aktiemarkedet toppet faldt væksten i pengemængden fra toppen på 15 pct. i 1927 til -16,6 pct. i maj 1928. Det tog ca. tre år for aktiemarkedet at nå bunden før det igen begyndte at stige. Og dette skal ses i lyset af, at FED øgede pengemængden med ca. 15 pct. i gennemsnit i perioden 1930-1933.

Vi kunne vise lignende sammenhænge for begivenhederne i 1987 og perioden 2000-01. I stedet vil vi flyve frem til nutiden.

FEDs vækst i pengemængden toppede i foråret 2003 med 8 pct. løbende tolv måneder og var langsomt faldende indtil den nåede bunden i januar 2008 med en negativ vækst på 6,1 pct. På det tidspunkt havde aktiemarkedet nået sin top (oktober 2007) og var begyndt at falde. Væksten i pengemængden nærmede sig i løbet af 2008 nul pct. indtil krisen accelererede i sommeren 2008. Fra august 2008 og frem til i dag er væksten øget til omkring 25 pct. løbende tolv måneder, hvilket er fuldstændigt uhørt i nyere amerikansk historie.

Er det FED eller økonomien der løfter markedet?

Der er meget stærke argumenter for, hvorfor det er FEDs massive forøgelse af pengemængden, der har igangsat det rally vi nu er vidne til. Deres operationer er direkte intervenerende i markedet, da FED direkte opkøber store portioner af de amerikanske statsobligationer for at presse renterne nedad. Dette har følgende hovedformål:

1. Skabe likviditet
2. Reducere rentebyrden for boligejerne (realkreditrente i USA er dog ikke faldet særlig meget)
3. Reducere den amerikanske stats finansieringsomkostninger til dens investeringsprogram og løbende budgetunderskud

(stemningsbillede af Federal Reserve)

FEDs aktion presserne renterne nedad på obligationerne og indlånskonti i bankerne. Dette samt den øgede likviditet “presser” investorerne ud i mere risikofyldte investeringer som: aktier og råvarer. 

Det kan derfor godt være, at Henrik Drusebjerg har ret i, når han forudsiger at markedet har nået bunden. Men der er meget der tyder på, at det ikke er økonomien, der skaber disse vilde stigninger. Nej det snarere den enorme udvidelse af pengemængden, der finder sin vej over i aktiemarkedet.

Er det velstand?

Nej egentlig ikke. For hvis det var, kunne vi jo bare trykke pengesedler i en uendelighed og aldrig arbejde mere. Og det ved alle centralbanker også godt, ikke giver mening.

Men det kan også godt være, at vi ikke har set bunden, fordi under depressionen tog det aktiemarkedet tre år at nå bunden fra toppen på trods af massiv forøgelse af pengemængden – ligesom i 2008-09. Måske kommer vi til at se samme mønster. For er der en ting, der er sikkert, så er det at papirpenge ikke ændrer ved den økonomiske situation.

Tror I på at vi har set bunden på aktiemarkedet eller skal vi længere ned?

Torsdag den 14. maj fik vi muligheden for at præsentere begrebet “strategisk fleksible virksomheder” i Børsen-TV. Interviewet har fået titlen “Fakta om nøgletallenes betydning for aktierne” og kan ses her.

Interviewet tog udgangspunkt i vores analyse om “strategisk fleksible virksomheder” og “afkastet på den investerede kapital“. Analysen tager sit udgangspunkt i maksimering af ejernes afkast, hvilket kan beskrives ved, at en virksomheden har en forrentning af egenkapitalen. Analysen og konklusionerne kan virke tekniske men rent faktisk er det meget simpelt.  Vi vil forsøge at forklare sammenhængen, så det let kan forstås af alle.

Meget kort fortalt, så beregnes afkastet på egenkapitalen udfra to nøgletal – overskudsgraden på driften (OG) og aktivernes omsætningenshastighed (AOH). De to nøgletal skal forstås således:

• OG – virksomheds driftsresultat før finansielle poster. Den hænger ofte sammen med konkurrence intensiteten. Det vil sige, er konkurrence høj, så vil OG’en i branchen typisk være meget lav. Eksempler på dette er detailbranchen og produktion af standardiserede hardiske og ram til computere.
• AOH – virksomhedens omsætning i forhold til aktiverne. Den hænger ofte sammen med en branches kapacitetsbegrænsning. Hvis A.P. Møller – Mærsk fortsat skal øge deres omsætning, kræver investeringer i containerskibe, hvilket betyder er de ofte vil have mange aktiver i forhold til den omsætning, de kan generere til virksomheden. Derfor vil brancher som shipping og offshoreboring ofte have lave AOH’er. Omvendt har virksomheder i detailbranchen ofte høje AOH’er.

Det interessante er så, at sammenhængen ofte er sådan, at enten har man en høj OG og lav AOH eller omvendt. I skal forestille Jer, at en branchen som for eksempel olieboring på dybtvand kræver avanceret teknologi og udstyr, hvilket igen kræver en stor kapitalinvestering. Denne kapacitetsbegrænsning (det vil sige lave AOH) sætter en meget høj barriere for nye potentielle virksomheder, der vil ind i branchen og konkurrere. Dette bevirker, at OG bliver høj. Omvendt sælger detailbranchen ofte meget standardiserede varer og investeringerne er ikke lige så store som i olieboring. Derfor har de høje AOH, men dette gør også, at branchen har en lavere adgangsbarriere for nye virksomhederne og derfor presses OG ned.

Kilde: UPSIDOs regnskabsdatabase

Af denne simple sammenhæng danner virksomhederne en L-form i den ovenstående graf, som også var med i interviewet. Enten har man kapacitetsbegrænsninger eller også har man konkurrencebegrænsninger.

Den simple konklusion på analysen er, at der eksisterer få virksomheder (12 virksomheder i Norden), der ikke besidder disse begrænsninger, hvilket placerer dem i den grønne firkant. Denne mangel på kapacitets- og konkurrencebegrænsning giver dem en strategisk fleksibilitet til at styre efter et meget højt afkast – heraf navnet “strategisk fleksible virksomheder”. Af denne grund leverer de meget høje afkast til deres ejere.

De sidste 5 år har disse 12 virksomheder haft en gennemsnitligt afkast på 125 pct. mens markedet (C20-indekset) kun er steget med 15 pct., hvilket betyder, at disse “strategisk fleksible virksomheder” har præsteret et afkast, der er hele 110 pct. mere end markedet.

Om de vil fortsætte med at gøre det i fremtiden er uvist. Men der er god grund til at antage, at de har alle forudsætninger for at klare sig bedre end markedet.

I danmark er dette disse to virksomheder:

1. SimCorp
2. William Demant Holding

Vi håber, at denne forklaring har formået at forenkle begrebet og analysen lidt.

I går kunne man på borsen.dk læse en artikel, der henviser til Vækstfondens nye analyse “Venture skaber vækst” af venturefinansierede virksomheder.

Kilde: iltechpartner.org

Konklusionerne i analysen er:

• Aktive venturekapitalfinansierede virksomheder har skabt 8.000 nye arbejdspladser siden 2005.
• Den årlige vækst i beskæftigelsen i disse virksomheder har været på 15 procent, hvilket skal ses i forhold til en vækst på 5 procent i den private beskæftigelse.
• Årlig eksportvækst på 25 procent.

Resten af konklusionerne kan findes i analysen. Tallene virker imponerende, men umiddelbart ligner det ikke, at Vækstfonden diskuterer muligheden for positiv-bias “overlevelses-bias”. Det vil sige, at hvis de havde medtaget alle de venturekapitalfinansierede virksomheder, der i perioden er gået konkurs ville nettoeffekten måske ikke være ligeså signifikant.

Derudover eksisterer der en anden velkendt problemstilling i præstationsmåling af ventureinvesteringer, der heller ikke indgår i diskussionen af tallene. Nemlig, at de virksomheder der har fået venturekapital netop fik den, fordi de havde de mest lovende udsigter. Denne problematik kan man læse meget mere om i venturekapital litteraturen.

Når det så er sagt, så er vi meget positive over analysens konklusioner, fordi vi kan relatere dem til UPSIDO.com. Vi er selv venturekapitalfinansieret og det har mange positive effekter på måden, man vælger at drive sin forretning. Venturekapitalisterne er med til at presse ledelsen til at vise resultater og den ledelsesmæssige sparring har stor nytteværdi for uerfarne iværksættere.

I dag har Søren Møller Sørensen, aktiechef i Amagerbanken, publiceret et blogindlæg på borsen.dk med titlen “Langsigtede investorer bør have overvægt i aktier“.

Pointen i Søren M. Sørensens analyse er følgende:

• Økonomierne vil stabilisere sig i de kommende kvartaler
• Aktierne vil stige væsentligt fremadrettet
• Store mængder kapital er endnu ikke allokeret tilbage i aktiemarkedet fra pengemarkedsfonde
• Makroøkonomien vil vise vækst i slutningen af 2009 eller starten af 2010
• Udbetaling af SP-pensionspenge, nedkonverteringer samt skattelettelser i 2010 vil give positiv udvikling
• Finanskrisen er i sin afsluttende fase og banksektoren er ved at rekapitalisere
• Privat forbrug falder som følge af stigende arbejdsløshed – ligegyldigt da det offentlige kompenserer ved øgede udgifter
• Aktiemarkedet er begyndt at spekulere i, at vi har nået bunden af konjunkturen
• Den langsigtet aktieinvestor bør være overvægtet i aktier

Alt sammen lyder jo fint og Søren M. Sørensen er en respekteret mand på sin felt. Han blev blandt andet i 2006 kåret som årets bedste “stockpicker” blandt 22 aktieeksperter af Penge & Privatøkonomi.

Skal vi være overvægtet i aktier nu?

Søren M. Sørensen tilhører det kor, der mener, at økonomien er på vej tilbage og aktierne dermed har nået bunden. Der findes investeringseksperter med andre meninger.

David Tice, porteføljeforvalter i Federated Investors, har tidligere ramt rigtigt i sine forudsigelser af markedet. I går aftes var han på Bloomberg TV med en kommentar om, at S&P 500 vil falde til 400, hvilket er 56% lavere end den seneste lukkekurs på 908,35. Hans argument går på, at markedet er i en cyklisk rebound – det vil sige, at vi snart vil fortsætte ned og fortsætte under den seneste bund i kurs 676,53. Tice argumenterer for, at den amerikanske centralbanks strategi med at lave “quantitative easing” (red. en mekanisme centralbanker benytter sig af når renten nærmer sig nul – betyder ganske enkelt, at centralbanken begynder at trykke pengesedler for at købe værdipapirer i markedet, hvilket får priserne til at stige og skabe likviditet) ikke vil hjælpe i det lange løb, fordi det blot er papirpenge og ikke værdiskabende produktion. Han peger på, at Japan i 80′erne og 90′erne er et eksempel på, hvor galt det kan gå – han siger:

I 1988 var Nikkei 225 i kurs 40.000 og i dag er indekset i kurs ca. 8.500.

Derefter peger han på, at renterne på T-bills (amerikanske kortfristede statsobligationer – typisk tre måneder) kun tre gange de sidste 100 år har været tæt på nul. I USA under 1930′ernes depression, i Japan under 80′ernes og 90′ernes depression og nu i USA igen i 2008/09. Dette fænomen er typisk et signal om en langvarig krise.

Den amerikanske stat kan gå konkurs

Dernæst forklarer han, at den amerikanske stat i sine ihærdige forsøg på at redde private banker og bilfabrikker underminerer sin egen kreditværdighed, og løber risikoen for at gå konkurs – på en skala fra 1-10, siger han at sandsynligheden er 6-8. Han fortæller hvorledes kineserne officielt uftrykker stor bekymring for deres store beholdning af amerikanske statsobligationer – risikoen er nemlig, at USA vil få hyperinflation pga. centralbankens politik og dermed vil kinesernes investering i amerikanske statsobligationer blive værdiløse.

Den næste “bølge” vil udviske alt håb

Derefter siger han, at inden for 6-12 måneder vil aktiemarkedet blive udsat for en meget kraftig nedtur – den voldsommeste indtil nu i krisen. Den vil udviske alt håb, der er blevet akkumuleret de seneste tre måneder.

Du kan naturligvis høre hele interviewet her.

Men hvem skal man så stole på? Den ene siger op og den anden ned. Bedøm selv, men vi tror på, at der stadig er så meget usikkerhed omkring økonomien, at man stadig bør være relativ passiv i sine investeringer.